
Der er enorme energibesparelser at hente ved at gøre både nye og gamle bygninger mere energirigtige, end de er i dag. Derfor har regeringen iværksat en ambitiøs strategi, som vil møde udfordringer.
Omkring 40 procent af vores energiforbrug stammer fra vores bygninger, så potentialet for energibesparelser og dermed reduktion af kuldioxidudslip er enormt. Danmark har i dag samlet set verdens strammeste energikrav inden for nybyggeri, og det er målet fortsat at være i front på området.
For nye bygninger er det visionen, at de skal være plusenergibygninger.
Det vil sige, at de skal producere mere energi, end de bruger. Det er dog ikke kun energiforbruget, der er i fokus. Regeringen lægger stor vægt på, at de nye bygninger samtidig skal være komfortable, har et godt og sundt indeklima, og at arkitekturen er med til at skabe spændende byrum og landskaber.
Det er dog ikke inden for nybyggeri, at energibesparelserne batter på kort sigt, da kun omkring én procent af bygningsmassen bliver udskiftet om året. Derfor sættes der ekstra ind for at energieffektivisere den eksisterende boligmasse, som også vil kunne opnå samme fordele med indeklima, forbedret arkitektur og komfort. I fremtiden vil ejere af fast ejendom blive pålagt at leve op til en række energimæssige krav.
Når der renoveres, ombygges eller blot sker en mindre ændring som eksempelvis udskiftning af en kedel, et tag eller vinduer, skal der vælges energieffektive løsninger. Disse krav vil blive fastlagt i det nye bygningsreglement.
Det er nogle meget ambitiøse mål, som, vi tror på, kan realiseres, hvis visse forudsætninger er til stede.
Befolkningens opbakning er vigtig, så det gælder om at fortsætte arbejdet med at øge danskernes bevidsthed om potentialet i energibesparelser.
Et andet afgørende led på vejen til mere energirigtige boliger er producenterne, som skal udvikle deres produkter, så de lever op til de strammere krav. Samtidig skal de tænke i kompatible komponenter og løsninger, der nemt kan implementeres i eksisterende byggeri. Men vigtigst af alt er, at de energirigtige løsninger er rentable, og de må derfor ikke være for dyre.
En delig står håndværkerne, der skal opføre byggerierne, over for en stor udfordring. Og det vil være vanskeligt for mange af disse at leve op til de store stramninger med deres nuværende viden.
Regeringen har allerede fokus på denne udfordring. Der er blandt andet sat initiativer til efteruddannelse i gang. Samtidig vil tømrere, murere, vvs-installatører, ingeniører og arkitekter i fremtiden modtage undervisning i energirigtigt byggeri. Og et videnscenter, hvor byggebranchens parter kan dele erfaringer, er allerede oprettet.
Men det vil naturligvis tage tid at få hele branchen opdateret inden for området. Danmark har dog allerede et forspring i forhold til mange andre lande, så alt tyder på, at vi vil holde vores plads som et af verdens førende inden for energibesparelser i vores bygninger.
Strategien for energibesparelserne
I april 2009 offentliggjorde regeringen en strategi for reduktion af energiforbruget i bygninger, som skal ses i sammenhæng med den energipolitiske aftale, der blev indgået i 2008. Den gælder både nyt og eksisterende byggeri.
I den forbindelse findes en lang række forslag på området: Energimærkning afbygninger, energimærkning af vinduer, krav om solvarme på bygninger med højt varmtvandsforbrug og en større indsats for brug af ESCO-virksomheder,der lever af at investere i energibesparelser for det offentlige og virksomheder mod at få andel i en del af besparelserne.